I København er der mange. I Aalborg er der en del. I Aarhus er der én. Sexbiografen, Paradiset.

Af Emil Hansen

Det klare, hvide skær fra skiltet lyser tydeligt op i mørket. Regnen banker ned over mig og gør mig våd og klam. I et stykke tid står jeg bare og kigger. Kigger på SEX-BIO-skiltet. Fødderne vil ikke rigtig fremad, og hjernen kommer med konstante undskyldninger. Hvorfor kan jeg ikke bare gå ind?

”Hvad er det værste, der kan ske?” havde en kammerat sagt til mig tidligere på dagen. Ordene gentager sig selv inde i hovedet på mig, mens jeg vandrer rundt i Aarhus. Og som jeg går her mellem snuskede beværtninger, farverige pizzarier og svagt oplyste spisesteder, bliver hans ord stærkere. For hvad er virkelig det værste, der kan ske?

En og to og tre og fire. Det fortsætter op til 100. Og så forfra. Det er en teknik, jeg bruger til løb for at lukke alt ude. Den bruger jeg også nu. Hvis jeg stopper nu, får jeg aldrig gjort det. 36 og 37 og 38 inden jeg tager ned i dørhåndtaget på Paradisgade 11. Ingen vej tilbage nu.

”Ehm, jeg vil gerne i biografen”
Hun er måske i 30’erne. Mørkt hår og en tatovering på armen. Hun er også høflig. En ganske almindelig kvinde omringet af tusinde pornofilm i en lille kælder i Aarhus. ”Trans” står der skrevet med sprittusch på et af de hvide skilte foran filmene.

”Hej,” siger hun med et skævt og forvirret smil. Hvis det smil kunne tale, ville det formentligt sige: ”Du er da vist gået forkert.” ”Hvad kan jeg gøre for dig?”

”Ehm, jeg vil gerne i biografen.” Kender I det, når man siger noget, som man ikke selv helt tror på?
Tonelejet er præcis det samme som alle landets bedsteforældre i efterårsferien, når de bliver slæbt med ind til ”Far til Fire malker et håbløst koncept 4” og betaler en halv pensionsopsparing for billetter lige under skærmen og et kilo oversaltede popcorn. Kort sagt: Ikke overbevisende.

”Okay, hvilken biograf?” spøger hun. Tror hun, jeg er inde for at spørge om vej?

”Den … her…. biograf?” siger jeg prøvende. Hun kigger på mig, som om hun stadig tror, jeg er gået forkert. Alligevel kommer to filmcovere op på disken. Hetero til 50 kr. eller homo til 60 kr. Gad egentligt vide, hvorfor homo er dyrere? De får måske mere for pengene.

I et øjebliks blanding af blufærdighed og nordjysk nærighed holder jeg mig til hetero. Der har jeg trods alt lidt baggrundsviden efter mange års grundig research.

Den ubekendte X-factor
Biografen ligger modsat butikken. Det er en kort gang. Måske fem meter lang. På venstre side er der to små rum, hvor man kan være mere privat. For enden er forhænget ind til biografen. Der skal jeg ind.

”Du ved godt, at du kan komme til at se noget?” havde den flinke dame i butikken sagt som noget af det sidste. Måske et sidste forsøg på at få mig til at vende om? En lidt fjollet kommentar. Det er jo en biograf, så selvfølgelig forventer jeg at se noget.

Han ser ærlig talt lidt overrasket ud, da jeg træder ind. Eller han tager da bukserne lidt op. Dækker sig lidt til. Han er den eneste herinde. Første sæde på bagerste række. Bogstavelig talt lige på og hårdt. Jeg ser ham kun kort. Han ligner en mere slasket version af Thomas Blachmann. Måske er det kun fordi, han er skaldet. Han taler heller ikke nær så meget.

Jeg skynder mig ind på en plads i midterrækken. Der er tre rækker med tre sæder. Jeg vælger sædet længst inde mod væggen. En væg der blev min moralske såvel som fysiske opbakning de næste tyve minutter. Jeg beslutter at beholde mine bukser på. Det er trods alt kun tirsdag.

”Oh yeah, baby”
Hvis du tager fladskærmen og de i øvrigt voldsomt slidte biografsæder ud, ligner lokalet lidt et gæsteværelse i et sommerhus fra 80’erne. Indelukket. En trædør i hjørnet, de lyse træbrædder i loftet og det brunlige linoleumsgulv. Det er egentlig ganske fornuftigt med sådan et gulv, hvis nu nogen skulle spilde noget. Det kan jo ske. Og her stinker af røg. Det lugter af gammel røg, men også røgen fra den cigaret min medkunde netop har tændt ild i. Lyden af lighteren, der tænder, skærer igennem lokalet og formår at overdøve flere højrystede lyde fra filmen. Heriblandt et ”oh yeah, baby” fra en yderst veludrustet sort herre.

Jeg kender ikke filmen. Men jeg har det en smule som den unge ”skuespillerinde” på skærmen. Jeg har ganske enkelt taget munden for fuld. Jeg er ikke rustet til denne opgave. Jeg tror aldrig, jeg har været i et lokale før, hvor jeg har haft så begrænset en lyst til at observere noget som helst. Hvordan ville Ulla Terkelsen have grebet sådan en situation an? Dumt spørgsmål. Hun er jo rutineret. Hun har også altid et tørklæde ved hånden.

Blottet i stilheden
Hele dette scenarie er tiltænkt som en erotisk oplevelse. Det er det ikke for mig. Mit venstre ben kører op og ned i ubehag over situationen, mens jeg kigger på mit ur igen og igen. Hvor lang tid har jeg været herinde? I ny og næ høres enkelte støn fra rækken bag mig. Jeg kigger tomt mod skærmen. I glimt oplyses rummet af det blege skær fra skærmen. Jeg er alt for blottet og synlig. Synker længere ned i sædet. Vi sidder i stilhed og ser en pornofilm i et lille lokale på en fladskærm. Man snakker ikke i en biograf. Det ville også bare være uhøfligt. Der bliver tændt en ny smøg. Jeg beslutter mig for at blive derinde, indtil filmen slutter. Det kan jeg ikke. Jeg går.

”Hvor mange var der derinde?”, spørger hun mig, mens hun står i døren ind til butikken.
”Kun en enkelt,” svarer jeg, men jeg står og tripper lidt. Jeg har fået nok sexbiograf i denne omgang.

”Altså…det var en oplevelse,” siger jeg tøvende. Hun smiler igen. Vi siger god aften til hinanden. Hun går tilbage til sin forretning. Jeg går ud i den aarhusianske aften. Stadig lidt våd og klam. Det kunne tyve minutter i Paradiset ikke ændre på.