Organisationen Ønske Jul hjælper hvert år hårdt ramte familier til at få en god jul. Siden 2012 har de sørget for, at midtjyske familier med ondt i livet også får en juleaften med alt, hvad der hører til.

Tekst: Emilie Kristensen-McLachlan
Foto: Kenneth Stjernegaard

Nu nærmer den sig. Den søde juletid. Julekalender, nissestreger. Arrangementer med venner, familie, æbleskiver og glögg. Ønskesedler og ikke mindst julegaveindkøb. På trods af manges irritation over julepyntens fremtræden i gadebilledet, når efterårsferien er rundet af, så er december alligevel en kærkommen og speciel tid. Sådan er det også for familier, der kæmper i hverdagen. Hvad end det er med sygdom, økonomi eller noget andet, der får livet til at slå kolbøtter. Disse familier vil julen, ligesom alle andre, men overskuddet er der ikke altid.

”Jeg ville gerne noget andet”
Vejret slår årstiden an. Regnen pisker, og vinden rusker omkring Aarhus. Den grå himmel trykker sig ned omkring rækkerne af parcelhuse i gule, grå og røde mursten. Tina Hyltoft Nielsen åbner døren med et smil, og efter en kort hilsen er hun allerede halvvejs igennem huset. Hendes stemme viser vej fra entreen til det store køkken-alrum. Hun var kun lige nået hjem, fortæller hun, inden hun byder på te fra hanen med kogende vand i det nyrenoverede køkken.

Tina Hyltoft Nielsen er en del af organisationen Ønske Jul. Ønske Jul afholder hvert år juleaften for hårdt ramte familier og giver dem en mulighed for at fejre julen, selv hvis sygdom, økonomi eller livet er kommet i vejen.

Ønske Juls styregruppe, en forsamling på fire mennesker, står for planlægning og afholdelse af Ønske Juls arrangement hvert år. Tina Hyltoft Nielsen er tydeligvis en travl dame. Men det frivillige arbejde med organisationen kommer oveni et arbejds- og familieliv med mand og dine, mine og vores børn.

Det kan være mange ting, der gør, at man ikke kan rumme at stable en juleaften på benene.Jens Ravn Andersen, frivillig i Ønske Jul

Jens Ravn Andersen er det andet ud af fire medlemmer i styregruppen. Han er midt i trediverne og startede som frivillig i Ønske Jul i 2013, mens han sidenhen er blevet en del af styregruppen. Han er stille og venter længe med at tage ordet. Når han gør det, har han noget at fortælle. Et budskab, en betragtning, en mening han vil ud med. For Jens Ravn Andersen kom opslaget om, at Ønske Jul ledte efter frivillige nærmest som et kald:

”Jeg så et opslag på Facebook nogle dage før jul i 2013. Det var omkring den 21. eller 22. december. Jeg havde hele tiden tænkt, at der skulle ske noget andet med min juleaften end lige den der familieting. Det var meget blevet til, at det kun gik op i gaverne. Jeg ville gerne noget andet, men havde ikke gjort noget ved det.”

Stor oplevelse at være hjælper
Tanken bag Ønske Jul har siden organisationens spæde start i 2012 været at tilbyde hjælp til familierne på selve juleaften. Jens Ravn Andersen peger på, at der er et stort udvalg af arrangementer og julehjælp, men at det for dem i Ønske Jul er vigtigt at lave noget den 24. december. Og så er de også fokuserede på ikke kun at tilbyde hjælp til økonomisk hårdt ramte familier.

”Vi definerer det ikke som primært økonomisk hårdt ramt, som det bliver gjort så mange andre steder. Hårdt ramt kan være, at man har sygdom i familien eller, at man bare ikke kan overskue det. Det kan være mange ting, der gør, at man ikke kan rumme at stable en juleaften på benene,” siger Jens Ravn Andersen.

Det er en stor oplevelse at være med som hjælper og mange af dem er med for første gang. Så det kan godt være en meget overvældende oplevelse. Tina Hyltoft Nielsen, frivillig i Ønske Jul

Selve arrangementet foregår på juleaften og rummer alt det, den aften skal rumme for de fleste danskere: dans om juletræet, julemad, gaver, hygge, underholdning og leg for børnene. Aftenen bliver hvert år holdt på Restaurant Flammen i Aarhus, som udlåner deres lokaler og køkken til formålet. Hver deltagende familie får deres eget bord sammen med en vært. Værterne er de frivillige, der er med til arrangementet.

”Vi har et ønske om, at det skal være en god aften både for børnene og familierne, der kommer, men også for de frivillige, der er der,” siger Jens Ravn Andersen.

Styregruppen sørger derfor hvert år for, at alle de frivillige og folkene bag Ønske Jul mødes efter arrangementet og taler aftenen igennem. Mange af de frivillige har aldrig mødt hinanden før, og ofte kan der være et behov for at tale oplevelserne igennem.

”Det er en stor oplevelse at være med som hjælper og mange af dem er med for første gang. Så det kan godt være en meget overvældende oplevelse,” siger Tina Hyltoft Nielsen.

Hun holder en pause, før hun tilføjer: ”Man møder mange skæbner.”

Styregruppen sørger hvert år for at have en aftale med en bar, som holder åbent for folkene bag Ønske Jul. Efter de har klaret oprydningen og rengøringen, går de hen og får en øl og snakker om, hvad de har oplevet i løbet af dagen. Det mener både Tina Hyltoft Nielsen og Jens Ravn Andersen er vigtigt.

”Hvis man ikke helt er forberedt på at skulle høre de historier, så kan man godt have behov for at dele det med nogen andre. Og så kan det være fint, at dele det med nogle fremmede, som man egentlig har stået i samme situation med,” fortæller Jens Ravn Andersen.Svært at bryde traditionerne
Det kan også være en svær oplevelse for familierne at skulle noget andet juleaften. Selvom overskuddet ikke er der til at holde jul, kan det for mange familier være svært at bryde med traditionerne.

”Danske familier har mange traditioner, og uanset hvor svært livet er, så er de ikke meget for at bryde den tradition, det er at være hjemme juleaften. Uanset hvor hårdt de sidder i det,” fortæller Tina Hyltoft Nielsen.

Jens Ravn Andersen fortsætter: ”Man kan jo sagtens sætte sig ind i det. Hvad ville du selv gøre, hvis du sad i den situation? Det er simpelthen så hellig en aften, at den vil man nok gå langt for at beskytte. Uanset om man godt ved, at den aften måske bliver præget af noget negativt.”

For Ønske Jul er det netop det, de gerne vil afhjælpe. De byder ind med en alternativ, men hyggelig juleaften, hvor der ikke er et pres med at få det til at lykkes selv. Og de familier, der tager med til Ønske Jul, fortryder ikke deres valg.

”Alle dem, der har deltaget, uanset af hvilken grund de har været der for, synes, det har været den mest fantastiske aften,” siger Tina Hyltoft Nielsen.

Arrangementet er specielt rettet imod børnefamilier, men Ønske Jul har også haft andre, der gerne ville være med til en anderledes juleaften og give en hjælpende hånd. For to år siden fik de en besked fra en ældre herre, der meget gerne ville deltage. De godkendte hans ansøgning, selvom det kun var ham. De satte ham sammen med en anden familie, og han nød sin alternative juleaften.

Giv noget videre til børnene
Ønske Jul vil gerne komme familierne i møde og sørge for, at de kan give deres egne traditioner videre til deres børn samtidig med, at de får en god juleaften. I år har de for første gang valgt at rykke arrangementet til at være om dagen, i stedet for om aftenen. I år inviterer de til juleaften fra 11 til 16.

Hvis man kan gøre det og har mulighed for at hjælpe andre, så hvorfor ikke?Jens Ravn Andersen, frivillig i Ønske Jul

”Det efterlader lige præcis tid til, at man stadig kan komme hjem og holde traditionerne derhjemme. Man har fået frokost på Flammen, så hvis man ikke kan stable den store julemiddag på benene om aftenen, så kan det også gå,” siger Tina Hyltoft Nielsen.

For hende betyder det nye tidspunkt også, at hun kan være med til arrangementet hvert år. Før har hun kun været med de år, hun ikke havde sine børn til juleaften. Nu håber hun, at hun også kan tage sine børn med. Mange af hjælperne kommer også sammen med deres familier for at deltage i Ønske Jul.

”Hjælperne vil vise deres børn, at nogen har det svært. De skal opleve, at ikke alle har det nemt, og at vi skal hjælpe hinanden,” fortæller Tina Hyltoft Nielsen, og Jens Ravn Andersen stemmer i:

”Hvis man kan gøre det og har mulighed for at hjælpe andre, så hvorfor ikke?”

 


 

Hvem startede Ønske Jul?

  • Ønske Jul blev startet af kokken Rasmus Munk i 2012.
  • I dag er Rasmus Munk ejer af restauranten Alchemist i København, hvor han også arbejder som køkkenchef. Han har tidligere været på Kokkelandsholdet.
  • Rasmus Munk er stadig med til Ønske Jul hvert år. Han står for at finde en kok, maden og deltager i forberedelserne i dagene op til juleaften.