Tag med den 51-årige aarhusianer, Flemming Schollaart, der kørte en uhelbredeligt kræftsyg kvinde til Schweiz, hvor hun lovligt tog sit eget liv ved en såkaldt fridød.
Af Hans Læsø
Den lille 1,2 liters motor på Flemming Schollaarts sorte Renault Clio hakker og sprutter, da han drejer nøglen i tændingen. Bilens orange display siger 18. december 2011.
Det er tidlig morgen, og frosten har lagt sig som en dyne hen over Aarhus. Folk omkring ham henter morgenbrød eller lufter hunden. Ekstraudstyr i bilen er der intet af. Ingen sædevarme og ingen GPS. Selv radioen er i stykker. Kilometertælleren har for længst rundet de 100.000 kilometer, og de kommende dage lægges der yderligere 3.000 kilometer til det regnestykke.
Flemming Schollaart skal hverken på weekendtur til sit fødeland Holland eller kør-selv-ferie ved Gardasøen. I dag skal han køre Hanne til Schweiz, så hun kan tage sig eget liv.
Boede i samme gade
Ni måneder inden havde Flemming Schollaart mødt Hanne. De boede faktisk i samme gade, men mødte først hinanden, da Hanne blev diagnosticeret med uhelbredelig brystkræft. Hanne havde i begyndelsen af året, på eget initiativ, været i dialog med den schweiziske organisation Dignitas, en frivillig uafhængig organisation, som siden 1998 har hjulpet mere end 1.500 mennesker i hele verden til selvmord eller fridød, som organisationen selv kalder det.
Da Hannes kontakt i Dignitas hørte, at hun var fra Danmark, blev hun straks henvist til Flemming Schollaart. Overraskelsen var stor, da hun opdagede, at han blot boede et stenkast længere nede ad gaden.
– Selvom dåbsattesten viste en forskel på 20 år, var der allerede fra begyndelsen en hel speciel forbindelse imellem os, husker Flemming Schollaart.
De sås ofte i Hannes lejlighed, hvor de snakkede om hendes liv og sygdom, men mest af alt om deres fælles rejse til Schweiz. At planlægge en fridød er ikke noget, man bare sådan lige gør.
Krav om lægejournal
For det første kræves der en lægejournal. Dernæst en lang række personlige papirer og sidst, men ikke mindst to personlige breve, hvor man i det første fortæller om sit liv, og i det andet sin sygdom, og om hvorfor man ønsker at rejse til Schweiz. Alle papirer skal oversættes til engelsk. Hanne var fast besluttet på at tage sit eget liv.
– Selvom jeg ledsagede hende til Skejby mere end 20 gange, talte med hendes læger og sågar opfordrede hende til at gennemgå livsforlængende og smertelindrende operationer, var hun ikke til at rokke, fortæller Flemming Schollaart.
Hanne havde levet det liv, hun ville, og nu ville hun dø – hvornår og hvordan, det skulle andre ikke blande sig i.
– Med baggrund i min egen fortid respekterede jeg Hannes beslutning, fortsætter Flemming Schollaart.
Flemming Schollaart er oprindeligt fra Holland, hvor han blev født i 1963. I 1984 flyttede han til Aarhus, da han blev kæreste med en dansk pige. I 1986 ramtes Flemming Schollaarts far af kræft, og efter et langt og lidelsesfuldt sygdomsforløb, sov han stille ind på et hospital i barndomsbyen Arnhem.
Faderen fravalgte aktiv dødshjælp, til trods for at muligheden er helt legal i Holland. 14 år senere skete det utænkelige. Flemming Schollaarts mor fik også konstateret uhelbredelig kræft.
Flemming Schollaart flyttede tilbage til Holland, hvor han sammen med sine fire søstre passede sin mor til det sidste. I skarp kontrast til farens død og passiv dødshjælp oplevede Flemming Schollaart moderens død og aktiv dødshjælp – en oplevelse han tager med sig til Danmark, hvor han kort tid efter er med til at stifte foreningen ‘En værdig død’.
Let bagage
Hanne står allerede ude på gaden, da Flemming Schollaarts sorte Renault Clio ankommer. Til sin sidste rejse har hun pakket en lille taske. Kun det, hun skal bruge de næste dage, skal med – og så selvfølgelig hendes bedekæde, en sort snor med røde træperler.
Hanne hopper ind, Flemming Schollaart trykker på speederen, og kort tid efter svinger bilen omkring hjørnet på Peter Fabersvej; for Hannes vedkommende for sidste gang.
Første stop på rejsen er Odder, hvor Hanne skal sige farvel til sine veninder gennem mange år. Flemming Schollaart sidder med ved morgenbordet. Stemningen er fredfyldt, og veninderne oplever Hanne fra en helt anden side.
Hvor hun de seneste år havde haft let til vredesudbrud og fortvivlelse på grund af sin sygdom, er hun nu rolig og afklaret. Der er ingen, der prøver at tale Hanne fra sin beslutning. Veninderne respekterer Hannes valg, ligesom Flemming Schollaart havde valgt at gøre det ni måneder forinden. Veninderne vinker fra entreen, imens bilen forsvinder som en prik i horisonten.
– Det var en smuk afsked, fortæller Flemming Schollaart.
Dunkle skygger
Snakken går sin gang i den lille bil. Den lille viser på speedometret skjuler 110 kilometer i timen-mærket, og blæseren holder de to passagerer varme. Langs den tyske Autobahn bliver sneklædte marker og brede kanaler erstattet af dunkle skygger og lyskegler, som blændes ned, så snart to af dem krydser klinger.
Hanne fortæller om sit liv, og Flemming Schollaart lytter. Hanne, som er født på Bornholm, er en ud af fire søskende. Hun har ingen børn. Hun er udlært telegrafist og gjorde tidligt karriere på søen, hvor hun sejlede rundt i hele verden.
I slutningen af 1970‘erne flyttede hun i kloster – en ashram – hvor hun blev en del af den åndelige bevægelse omkring en indisk guru ved navn Swami Narayanananda. En bevægelse, som lægger sig op ad både buddhisme og hinduisme. I klostret lærte Hanne flydende sanskrit, ligesom hun vævede, spillede blokfløjte, passede jordbrug og stod i køkkenet.
Efter 10 år forlod hun fællesskabet og flyttede tilbage til Aarhus, hvor hun erhvervede sig som yogalærer, underviser og korrekturlæser. I 2009 blev Hanne ramt af en blodprop og fik kort efter konstateret fremskreden brystkræft. Lægerne fjernede begge bryster, men i arret opstod der store væskeansamlinger, som skabte voldsomme smerter. Det var herefter, at Hanne traf sin beslutning. Hun ønskede ikke længere at leve. Hun havde oplevet det, hun ville opleve.
Tre dage tilbage
Efter en sen overnatning omkring Kassel og en god morgenmad ankommer Hanne og Flemming Schollaart sidst på eftermiddagen i Basel. Godt 1.400 kilometer er tilbagelagt, siden de begyndte på deres tur ned igennem Europa. På et hotel mødes de med en kvindelig læge fra Dignitas. Hun interviewer og undersøger Hanne. Alt er i orden efter gængse procedurer, så nu skal de bare vente tre dage mere.
Dag to og tre går med julemarked og en kort gåtur i byen samt det sidste interview. Sneen daler blidt. Bortset fra et mylder af folk, som i sidste øjeblik panikkøber de sidste julegaver, har julefreden sænket sig over midtbyen. Flemming Schollaart husker, at Hanne opfordrede ham til at købe julegaver til sine søstre, men han kunne ikke. Hans tanker var hos Hanne og det, der skulle ske de næste dage.
Hemmelig adresse
Dag fire. Det er tidlig morgen, og Hanne har fået grønt lys. De har af samme læge som tidligere fået udleveret en, for offentligheden hemmelig adresse i Zürich, men Flemming Schollaart kender den godt. Han har været der én gang tidligere. De kører hen til stedet. Flemming Schollaart ved rattet, Hanne i dyb meditation.
Tilbagetrukket fra vejen ligger der en stor villa. På trappen bliver de hilst velkommen af en mand og en kvinde, som viser dem ind i en nærliggende stue. I stuen står et bord og i hjørnet en opredt hospitalsseng. Alle sætter sig ved bordet, hvor Hannes medbragte journal og personlige papirer gennemgås. Hanne sætter sin signatur på en lang række dokumenter, hvorefter hun lægger pennen fra sig. Hun er klar.
Ingen af os sagde noget. Det, der skulle siges, var blevet sagt tidligere. Vi sad der bare.Flemming Schollaart
Dødbringende væske
Kvinden rejser sig og henviser Hanne til den store seng. Der er intet jag, men Hanne tøver ikke. Inden længe sidder hun i sengen. Hun får udleveret det første glas med medicin, som kun bedøver mavesækken. Når det er drukket, skal man efter tyve minutter drikke det næste glas med den dødbringende væske.
De to frivillige hjælpere forlader lokalet. Hanne tømmer det første glas og læner sig tilbage i sengen. Flemming Schollaart sidder som en vagthund ved hendes side.
– Vi havde begge tårer i øjnene, fortæller Flemming Schollaart.
– Ingen af os sagde noget. Det, der skulle siges, var blevet sagt tidligere. Vi sad der bare.
Efter et stykke tid kommer de to frivillige hjælpere tilbage. Denne gang med glas nummer to. Flemming Schollaart træder et par skridt tilbage, og Hanne drikker indholdet. Det hele filmes, men kun for at dokumentere, at det er Hanne selv, der udfører handlingen. Hun lukker øjnene og hviler hovedet på puden. Der bliver helt stille. Flemming Schollaart sætter sig atter ved hendes side.
Sover stille ind
Efter få minutter er Hanne sovet ind. Ingen ubehagelige lyde. Ingen underlige spjæt.
Der er stille i stuen. Helt stille. Hanne havde endelig fået fred.
– I samme øjeblik som Hanne sov ind, gik det op for mig, hvor træt jeg egentlig var. Jeg havde helt tilsidesat mine egne behov for udelukkende at fokusere på Hanne, fortæller Flemming Schollaart.
Efter en lille halv time bryder de tre tilbageværende op. Kvinden ringer til det lokale politi med meddelelsen om, at der på adressen er foretaget en ’Freitodbegleitung’ (‘ledsaget fridød’ på dansk). Kort tid efter fyldes lokalet af larm og mørkklædte politibetjente.
Flemming Schollaart føres ind i et tilstødende lokale, hvor han bliver bedt om at vente. Imens undersøger de tre Dignitas-folk og den vagthavende embedslæge Hannes lig. De gennemgår alle dokumenter og ser filmoptagelsen. En time senere kommer de tilbage. Flemming Schollaart kan forlade villaen og Schweitz.
Forsvinder i vrimlen
Tilbage i den sorte Renault Clio, hvor det hele begyndte for fire dage siden, sidder Flemming Schollaart nu. Alene. Der er musestille. Kun den skrabende lyd fra vinduesviskerne bryder tavsheden, da Flemming Schollaart kører på motorvejen og forsvinder ud i vrimlen af snefnug og biler.
Hanne havde besluttet, at hun skulle kremeres, og at urnen ikke skulle sendes hjem. Asken blev en af de nærliggende dage spredt ud over vandet på søen Pfäffikon See.