Det kan godt være, Madonna gav koncert i Horsens i 2006, men hun boede på Hotel Royal. Det samme har David Beckham, George Michael og H.C. Andersen gjort. Og Gøg og Gokke, hvis nogen ellers kan huske dem. Men ingen har overgået Madonna, der lagde beslag på 51 værelser og fik hejst et flygel op på sit værelse.

Af Søren Bitch Christensen 

Navnet Royal kommer fra en gård ved navn Kongens Gård på Store Torv, som gæstgiver Niels Larsen køber i 1838 og slår sammen med naboejendommen mod Rosensgade. Byen er begejstret, og i Stiftstidende skriver man, at nu kan byen endelig tilbyde sine rejsende en rummelig og velindrettet gæstgivergård. Det bliver borgerskabets foretrukne hotel, og her indtager man sin middag inden teatret og får sin cigar og likør bagefter.

Om søndagen byder man familie og venner på table d’hôte – for 2 kr. pr. kuvert består menuen af Suppe Royal, kogt pighvar, sauce hollandaise, kylling á la Chasseur, gemyser med rørt smør, lammeryg, salat, compôte, is med hindbær, smør, ost og radiser.

Det-Royale-Hotel-aarhus-panorama2

Tango og foreningsmøder
Hotel Royal var ikke kun til borgerskabets muntre sønner. Hotellets sale var et af datidens forlystelsessteder. Inde bag murene tog man vigtige skridt mod vor tids demokrati, når foreninger og partier til lyden af dirigententens klokke holdt møder og sammenkomster. I 1913 demonstreredes tangoens mysterier her for den undrende offentlighed. Der er dog ikke meget, der overgår
forestillingen 1. december 1855. Vi tillader os her at citere direkte fra Stiftstidende:

”Den berømte Dværg Admiral Piccolomini (24 Aar gammel og kun 30 Tommer høj) som i London paa Grund af sin ziirlige Legemsdannelse og særdeles fine, behagelige Opførsel, ikke kunde andet end vinde Hendes Majestæt Dronning
Victorias Bifald, har den Ære af producere sig selv for det herværende Publicum i
Hotel Royal fra Kl. 10 Fmd. til 10 Aften.Entree: 2 Mark Personen. Børn, Tjenestefolk det halve.”

Nu er der søndagsmatiné på hotellet og brasserie på toppen, og byens indbyggere bydes atter indenfor. Det er i grunden ikke noget nyt. Det er ganske tænkeligt, at din gamle farfar her røg sin første cigar, da han vandkæmmet og i sit stiveste puds holdt sin konfirmationsfest. Op gennem 1900-tallet blev hotellet nemlig i stigende grad ramme for almindelige aarhusianeres højtider, modeopvisninger og uendelige rækker af børn, der stod linet op til danseundervisning.

Det-Royale-Hotel-aarhus-panorama4