For 100 år siden var Aarhus førende inden for produktion af stumfilm. Panorama fortæller historien fra dengang, smilets by var stumfilmens mekka.

Tekst: Katrine Rønje

Fra starten af 1900-tallet og frem til Første Verdenskrigs udbrud i 1914 var der filmkrig i Danmark. Filmmediet og dets mange muligheder var kommet til landet. Adskillige ildsjæle tog det nye medie til sig, da de kunne se en forretningsmodel og en mulighed for at tjene penge på at lave film. I 1913 var der hele 15 filmselskaber på landsplan, og i samme år blev der produceret 17 film bare i Aarhus. En by, der blomstrede i denne periode og nød godt af stumfilmens guldalder.

Det fortæller historiker Doron Haahr. Han har en kandidatgrad i historie fra Aarhus Universitet, som han færdiggjorde i 2011. Siden har han arbejdet med historieformidling, hvor han blandt andet arrangerer byvandringer i Aarhus.

Sporvogn gennem Aarhus
Stumfilmens guldalder i Aarhus startede med filmpioneren Thomas S. Hermansen (1867-1930). I 1890’erne rejste han som ung til USA, hvor han fik øjnene op for fotografiet. Da han nogle år senere kom hjem til Aarhus, begyndte Thomas S. Hermansen at fotografere. Hans motiv var blandt andet de jyske dyrskuer, forklarer Doron Haahr og fortsætter:

”Han bliver hurtigt klar over, at de levende billeder er sagen. Det er fremtiden.”

Thomas S. Hermansen startede sin virksomhed i 1906, der fik det mundrette navn Dansk Kino-Foto-Film-Industri, fortæller Doron Haahr. Gennem firmaet kunne han fremstille film til kosmoramaer, som var navnet for datidens biografer.

Dog fandt Thomas S. Hermansen hurtigt ud af, at der var flere penge i at vise film end i at lave dem. Han grundlagde derfor Fotorama, hvor han kunne vise de film, som han selv producerede, samt enkelte film, som han lejede fra udlandet.

Thomas S. Hermansen var en iværksætter, der eksperimenterede med det nye medie og dets muligheder, beretter Doron Haahr og kommer med et eksempel:

”Tilbage i 1904 steg han på en af sporvognene i Aarhus og satte sit kamera foran på sporvognen, som kørte igennem byen. Optagelsen findes på YouTube.”

Byen som kulisse
Thomas S. Hermansen fik produceret en række film og grundlage i 1912 Dansk Filmfabrik. En bygning, der stadig er at finde i baggården på adressen Nørre Allé 13 i Aarhus.

”Den blev istandsat for nogle år siden, så der står stadig tydeligt ’Dansk Filmfabrik’ på facaden. Øverst oppe havde bygningen et glastag for at få dagslys ind, så man kunne tage billeder og filme,” forklarer Doron Haarh.

Dog blev de fleste stumfilm filmet i de aarhusianske gader, hvor man brugte byen som kulisse, pointerer han og fremhæver stumfilmen Den Hvide Slavehandel fra 1910:

”Den var rigtig lang i forhold til, hvor lang tid, film varede på det her tidspunkt. Den varede tre kvarter. Det var den hidtil længste film i verdenshistorien.”

Den Hvide Slavehandel handler om den unge pige Anna, som vil rejse ud i verden. Hun rejser til London, hvor hun falder i nogle menneskehandlers klør. Men så kommer Barndomsvennen Georg for at redde hende.

”I filmen bliver Anna ført over Themsen, inden hun kan blive befriet. Themsen og havnescenerne er så optaget på havnen i Aarhus,” siger Doron Haarh og forsætter:

”Folk kunne gå i biografen og se film, der skulle forestille at foregå alle mulige andre steder, men jeg tror, folk har syntes, det var lige så sjovt at kunne se deres egen by og genkende stederne.”

Dengang var der ikke mulighed for at rejse for at filme en scene i London, som man ville have gjort i dag. Derfor måtte filmmagerne nogle gange gå på kompromis med kulissen, så man for eksempel kunne se Domkirken i baggrunden, eller at der var nogle tilfældige forbipasserende, der kom med i filmen, forklarer Doron Haarh.

”Thomas S. Hermansen fik også en vild idé om at sætte ild til Skansepalæet, fordi det ville blive nogle flotte billeder. Det fik han ikke lov til, så han måtte bygge en lille papkulisse, som han kunne sætte ild til i stedet,” fortæller han.

Guldrusen aftager
Filmene, der blev produceret i Aarhus, kunne trække publikum i hele Danmark, og i København var der ofte lange køer til filmene.

Men Thomas S. Hermansen havde ambitioner om, at han skulle slå igennem i USA og Sydamerika, beretter Doron Haarh. Drømmen blev dog aldrig til virkelighed. Han solgte Fotorama til nogle velhavende aarhusianere, og dermed blev aktieselskabet A/S Thomas S. Hermansen oprettet. Efter uenigheder med de andre mistede Thomas S. Hermansen dog kontrollen over virksomheden og endte med at blive smidt ud.

Ud af de 15 filmselskaber, som fandtes i Danmark i 1913, stod Ole Olsens Nordisk Film alene tilbage efter filmkrigen. De andre selskaber forsvandt næsten lige så hurtigt, som de var begyndt, fortæller Doron Haarh.

Fordi filmmediet var nyt og spændende, kastede rigtig mange sig ud i at lave film, uden de nødvendigvis havde så meget sans for, hvad de havde med at gøre, uddyber han.

”Det var en form for guldrus. Rigtig mange mennesker skulle prøve lykken på den her måde. Folk afleverede idéer til film og skrev manuskripter, selvom de i virkeligheden var gartnere eller havde et helt andet arbejde,” afslutter Doron Haarh.