Kunstværkerne, der hænger på ARoS’ fem etager, er kun toppen af isbjerget. I museets magasin under jorden gemmer der sig én af Danmarks største kunstsamlinger.
Af Simon Bækmark
En atypisk velklædt portner møder mig ved bagindgangen til ARoS. Den nydelige gråhårede herre i blå habitjakke og ternet charmeklud åbner porten, da han oplyses om mit journalistiske ærinde. Her ved den overvågede bagindgang læsser lastbiler kunst ind til et af Nordeuropas største kunstmuseer. Fungerende overinspektør Lise Pennington har indvilget i at vise mig rundt i museets kunstsamling nede i magasinet, hvor kun få af de ansatte sætter deres fødder.
Magasinet opbevarer 9.000 malerier og skulpturer fra guldalder til nutidskunst. Svarerende til ni tiendedele af museets samling. Den sidste tiendedel, cirka tusind værker, hænger på museets tre øverste etager som del af de faste udstillinger. Vi skal med elevatoren langt ned under Boys’ numse og bese de farverige skatte.
Seks meter under
Den fire meter høje transportelevator kører os ned til museets kunstlager. De to såkaldte ’art handlers’ Jørn og Kurt gør os selskab med deres trækvogn med syv indrammede museumspriser. I magasinet seks meter under jorden gemmer der sig værker af Michael Kvium, P.C. Skovgaard, Tal R og Per Kirkeby blot for at nævne nogle få af de danske.
Alle værker bliver mærket med en nummereret seddel, så der er orden i kaosset. Det giver associationer til de små sedler, man binder om tåen på et lig, men mange af tingene hernede i magasinet holder kun en midlertidig pause fra livet oppe over jorden. Hvor mange millioner malerierne og skulpturerne er værd, er af sikkerhedshensyn ikke til at lokke ud af Lise Pennington. De pansrede døre beskytter dog mod indbrud og brand, og magasinets placering seks meter under jorden forhindrer bulldozere i at grave sig ind til kunstskattene.
Museets personale kan heller ikke bare lige smutte herned. Selv den fungerende overinspektør skal have fat i mindst to andre ansatte for at komme med elevatoren ned og slå alarmerne fra. På trods af den topsikrede samling er der en afslappet stemning. Det sørger art handlerne for med deres gode historier gemt oppe under de opsmøgede ærmer. De fortæller, at et af de mere kuriøse værker, der har været udstillet på ARoS, er parterede grise i glasmontrer. Grisene blev kørt til ARoS som kunsttransport, og da udstillingen sluttede, blev de kørt direkte til krematoriet og destrueret. Rådne og fordærvede. Et af de mere forgængelige kunstværker.
Håndværkernes domæne
Kunstmagasinet er primært håndværkernes arbejdsplads. For at få lov til at flytte på museets værker skal man uddannes til Art handler. End ikke Lise Pennington må røre ved maleriernes guldrammer. At dette er art handlernes domæne får Lise Pennington også at føle, da hun kommenterer opbevaringen af nogle af de malerier, der ikke er plads til i de 86 hvide magasiner. For på trods af at museumsbygningen er ung, er der allerede pladsmangel i magasinet. ”Det er jo en smule interimistisk”, kommenterer Lise Pennington om nogle få maleriers placering ude på den smalle gang. Hurtigt modsiges hun af Jørn og Kurt, der foreslår, at Lise og de lige tager en snak under seks øjne. Art handlerne sørger for en uhøjtidelig stemning i kunstens hellige haller.
Mine kunstnoviceøjne lægger især mærke til det store Michael Kvium-maleri. En fjollet udseende person med små bryster og bandage på arme og fødder. Siddende i krabbestilling med citroner rundt om. Kviums Naturkreds fra 1992 er en af de mange malerier, der tidligere har været oppe at hænge på museet, men som nu får en pause fra gæsternes bedømmende blikke. Luftfugtigheden og temperaturen er konstant hernede, så det store Kvium-maleri, og de andre værker, ikke tager skade. Alle værker, ARoS køber eller låner, skal besigtiges af konservatorerne på tredje sal, før de bliver udstillet. Konservatorerne vurderer, om værkerne er blevet beskadiget under transporten, eller om der blot er tale patina.
Bager på kunstnerne
På den måde har vi en vis samfundsforpligtelse. Vi skal udstille kunsten, formidle den og forske i den.Lise Pennington, overinspektør
Lise Pennington er en kvinde med et job, de fleste kunsthistorikere vil skære deres venstre øre af for at få fingrene i. Hun har studeret kunsthistorie på Aarhus Universitet og tilbragt flere år i Berlin på Humboldt-universitetet. ”Det var i de år, der virkelig skete noget på kunstscenen i Berlin.”, erindrer Lise Pennington.
Hun har et godt overblik over ARoS’ kunstsamling og kender stort set alle museets værker. Hendes job er at planlægge museets udstillinger og at afgøre, hvor de enkelte billeder skal hænge.
Malerierne i magasinet opbevares primært i 86 hvide skabe. Her hænger guldaldermalerier med portrætter af et dekadent borgerskab ved siden af politisk kunst fra 1960’erne og virkelighedsforvrængende surrealisme. Hver væg er en collage af motiver, farver, materialer og ismer. Alle fortæller de en historie om hver deres historiske periode og tidsånd. Som Wolf Vostell-værket Nur Die 1 fra 1968, der forestiller en grusom henrettelse af en Vietcongsoldat under Vietnamkrigen – med et par påklistrede nylonstrømper i forgrunden. Et eksempel på 1960’ernes politiske kunst, der kommenterer amerikanernes krigsførelse og forbrugersamfund.
En vigtig del af Lise Penningtons job som fungerende overinspektør er at rejse jorden rundt og ’bage’ på kunstnere og museumsfolk. Netværke sig frem i den internationale kunstverden i London, Paris og New York. Missionen er at få de mest attraktive kunstnere til at udstille i Aarhus. Nogle kunstnere og direktører skal kurtiseres i flere år, før det lykkes at lande en aftale.
Lise Pennington er en form for kunstagent, som helst ikke afslører for meget om del den sit arbejde. Der må helst ikke komme historier ud om, hvem museet gerne vil have ind i folden. Som en del af ARoS’ ledelse har hun også ansvar for at præsentere gæsterne for den internationale kunsthistorie.
“På den måde har vi en vis samfundsforpligtelse. Vi skal udstille kunsten, formidle den og forske i den. Vi viser for eksempel ikke dansk kunst, fordi den er dansk. Vi viser det, der er interessant ud fra vores vurdering. Det skal have relevans, appel og integritet. Men hvad der har det, er selvfølgelig vores vurdering”, siger Lise Pennington.