Preben Hviid-Hansen sidder i sit rækkehus i Skæring og ser tilbage på det liv, han levede i 26 år, hvor det var svært at elske andet end flasken. Han kunne ikke rumme andre end sig selv og sin alkohol, så han skubbede alle fra sig – indtil han til sidst heller ikke længere kunne rumme sig selv. Den 30. oktober 1990 stod han med en flaske barbersprit i den ene hånd og et altangelænder i den anden. Han stod med valget om at gøre en ende på livet eller stoppe med at drikke. Han valgte det sidste.

Tekst: Trina Nielsen
Foto: Bibi Berge

Preben sidder i sin bil på vej hjem fra arbejde på Rådhuset. Han gør sit sædvanlige stop ved købmanden på Paludan Müllers Vej, hvor han køber en halv flaske brændevin og to Tuborg til at skylle ned med. Det skal væk, inden han kommer hjem til sin kone og datter. De venter på, han kommer hjem og laver mad. Preben kender turen. Han tager spritruten og holder ind på en vigeplads ved Skejby Sygehus. Han tømmer flaskerne, og ser frem til den rødvin, han skal hjem og trække op.

Prebens bil drejer ned ad villavejen, de bor på. Hans tanker kredser om den næste tår, da et barn på en trehjulet cykel triller ud foran bilen. Dækkene hviner. De efterlader sorte mærker i et desperat forsøg på at få greb i asfalten. Preben når akkurat at bremse foran barnet.

Barnet er hans egen datter, Pia Moesgaard.

“Jeg ruller vinduet ned og siger: ’Pia, det må du aldrig mere gøre’, men jeg siger ikke noget til mig selv. Jeg siger ikke: ‘Preben, det må du aldrig mere gøre’. I mine øjne var det hende, der havde lavet en fejl.”   AA
Væggene i det lille hjem i Skæring er prydet af avisudklip og billeder fra Prebens unge dage. Ved siden af hans kontorstol hænger det største billede af dem alle. Indrammet, bag glas er de ord, der hver dag minder Preben om det vigtigste, hans fortid har lært ham. De Anonyme Alkoholikeres sindsrobøn:

“Gud giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan og visdom til at se forskellen.”

Hver onsdag mødes Preben med ligesindede bag en lukket dør. Her deler de hverdagens op- og nedture over en kop kaffe. Det har han gjort i 26 år. Møderne og det fællesskab, der er i Anonyme Alkoholikere, bliver ved med at give Preben mod på tilværelsen.“Vi drak hospitalssprit mange gange”
Preben flyttede til Aarhus for at læse medicin, da han var 19 år. Han fik et værelse bag bagerforretningen på Langenæs Allé. Her tilbragte han det meste af tiden sammen med sin bedste ven Per fra Vejle – så de kunne drikke i fred. De drak nemlig hverken for at være sociale eller møde søde piger i byen.

Fra første tår fik Preben en trang. En trang, der konstant skulle stilles og som begyndte at styre hans liv.

“Jeg har aldrig fået tømmermænd. Det er snart det værste af det. Man var nødt til at få et eller andet om morgenen, inden man skulle op på universitetet.”

Men det var ikke altid, han kom op om morgenen. Og universitetslivet begyndte at hænge ham mere og mere ud af halsen, i takt med at alkoholen fik lov til at fylde mere. Det, alt drejede sig om, var at finde noget til at stille trangen.

“Vi havde nogle klassekammerater, der var sønner af læger, og de skaffede hospitalssprit med 98 procent alkohol. Vi drak hospitalssprit mange gange. Det virkede jo.”

Alkoholmisbruget får lov at blomstre
Preben tog valget om at droppe ud af universitetet og fik et job som rejseleder for Tjæreborg. Her kunne hans alkoholmisbrug trives, for der var ikke nogen, der stillede spørgsmålstegn ved, at han var fuld hver dag.

“Chaufføren drak, gæsterne drak, alle drak. Det kunne man ikke undgå. Du var bare lam i hoved og røv for at sige det på godt gammelt dansk.”

Efter fem år med farverige drinks og lyse nætter vendte Preben hjem til Aarhus. Han faldt hurtigt på plads og fik alt, der indikerede en stabil tilværelse. Et job som kontorleder hos Star Tour, en lejlighed i Studsgade og en kæreste, Lene, som han blev gift og fik en datter med.

Han kunne godt mærke, at Lene ikke brød sig om hans drikkeri. Men det var ligegyldigt, om hun sagde noget eller ej – for det prellede af på ham. Hvordan hans datter Pia havde det, skænkede han heller ikke en tanke. Han havde svært ved at være i relationer – for det var udelukkende noget, der stod i vejen for ham og hans alkohol.“Jeg har taget din hund og din datter”
En aften, da alle var gået i seng, fandt Preben ud af, at der ikke var mere at drikke i huset. Han vendte hver en sofapude og tømte alle skabe.

“Trangen gjorde, at jeg var i panik. Jeg kan ikke beskrive følelsen, for den er simpelthen rædselsfuld. Jeg skulle bare have noget at drikke. Jeg kunne slå ihjel for at få noget at drikke.”

Trangen gjorde, at jeg var i panik. Jeg kan ikke beskrive følelsen, for den er simpelthen rædselsfuld. Jeg skulle bare have noget at drikke. Jeg kunne slå ihjel for at få noget at drikke.Preben Hviid-Hansen

Så han kom i tanke om, at han vidste, hvor naboens barskab stod. Preben fløj ud i haven, igennem hækken og direkte ind i deres stue. Han klappede forsigtigt deres labrador. Og tog to flasker whisky fra det mørkebrune træskab.

Hvad han gjorde mod andre, havde han intet begreb om. Han kunne ikke se længere end sig selv og flasken i hans hånd. Så en morgen vågnede han til en seddel, hvor der stod: ‘Kære Preben. Jeg har taget din hund og din datter – og er rejst. Kh Lene.’

“Havde man nu været et normalt menneske, var man nok begyndt at tænke sig om – men jeg tænkte; ‘det var dejligt, og nu kan jeg drikke i fred. Og så drak jeg.”

Prop i flasken
Den 28. april 1989 fandt Lene ham på køkkengulvet ude af stand til at gå eller tale. Han blev kørt direkte i afrusning. For første gang – siden Preben som 19-årig havde drukket sin første Ceres Top – var han ikke længere fuld.

“Jeg var tørlagt, jeg var ikke ædru – for jeg havde ikke accepteret min alkoholisme. Jeg havde erkendt det, men jeg balancerede på et knivsæg.”

Proppen var sat i flasken, og Preben startede i Minnesotabehandling, hvor han tilbragte fire uger. Her mødte han Lone med det lange lyse hår, der selv var tidligere alkoholiker og nu arbejdede som behandler. De blev hurtigt meget forelskede, og da Preben var færdig med sin behandling, flyttede han ud til Lone på Djursland. For første gang i mange år, var der noget, der betød mere for ham end alkohol.

Han begyndte at gå til møder i Anonyme Alkoholikere. Her blev han som noget af det første introduceret til de tolv trin. De tolv trin er fundamentet for den personlige helbredelse, man forsøger at opnå i AA. Men det var svært for Preben, der endnu ikke havde accepteret, at han var alkoholiker.

“I starten, da jeg kun havde erkendt det, kom jeg til AA-møder og sagde ‘jeg hedder Preben, jeg er alkoholiker’, men jeg mente ikke en skid med det. Det var en floskel – for det sagde de andre.”

Tilbagefald og accept
Da Preben havde været tørlagt godt et år, tog han til en kongres på Sri Lanka for folk i turistbranchen. Nede i receptionen mødte han en bekendt fra branchen, der sagde, at han skulle komme ind til en drink, når han havde pakket ud. Og det gjorde Preben så.

“Den nat fik jeg fyldt minibaren op tre gange, og så spærrede de mig inde, fordi jeg havde drukket for meget. Jeg kan ikke rigtigt huske, hvad der foregik ellers.”

Preben var låst inde på hotellet, så han ikke kunne gå ud og købe alkohol. Han var i panik. Den panik, han kendte så godt, når han ikke havde alkohol inden for rækkevidde. Så han kom i tanke om, at han havde noget barbersprit i tasken.

Det smagte ad helvedes til. Jeg sagde til mig selv: ‘Preben, nu er der to muligheder – enten springer du ud her fra tiende sal og begår selvmord, eller også stopper du med at drikke. Jeg stoppede.Preben Hviid-Hansen

Hugo Boss i et glas. Lidt vand. Ned i halsen. Han fandt sige selv. Alene. Døddrukken på et hotelværelse. Med en flaske barbersprit i den ene hånd og et altangelænder i den anden.

“Det smagte ad helvedes til. Jeg sagde til mig selv: ‘Preben, nu er der to muligheder – enten springer du ud her fra tiende sal og begår selvmord, eller også stopper du med at drikke. Jeg stoppede.”Når ens far er alkoholiker
Selvom Preben selv var sikker på, at han aldrig ville røre alkohol igen, var det svært at overbevise hans nærmeste om det. Hans datter Pia gav ham en tegning, da han blev tørlagt i 1989. På tegningen havde den 12-årige pige skrevet; “jeg drikker ikke før i morgen” – for at minde sin far om, at de ting vi hver dag udskyder til i morgen, de bliver aldrig til noget. Men alligevel tog Preben tilbagefaldet i Sri Lanka et år efter.

Det har været svært for Prebens datter Pia at forstå, hvorfor hendes far gjorde, som han gjorde. Da hun var lille forstod hun ikke, hvorfor hendes far var anderledes end de andres forældre. Hun turde ikke tage veninder med hjem, for hvad nu hvis de så hendes far være mærkelig eller ligge på sofaen og snorke.

I dag har Pia tilgivet ham for, at han ikke var der for hende som barn. For at han prioriterede alkohol før sin datter og ikke viste interesse eller deltog i ting, der omhandlede hende.

“Jeg var skuffet og ked af det, men jeg har altid holdt utrolig meget af min far og set rigtig meget op til ham, så min kærlighed overmandede det. Jeg har aldrig skældt ham ud og sagt, at jeg syntes, han var jordens dårligste far. Men jeg har været ked af det, det har jeg,” fortæller Pia.

“Jeg er ikke bange for min ædruelighed”
Hun er glad for at have fået en ædru far og en ædru morfar til sine børn. Det er mange år siden, han har drukket, men hun har båret en frygt med sig alle årene.

“Det første jeg kigger på er hans øjne. Det er rent instinktivt, at jeg lige skal se, at han ikke har drukket. Selvom jeg dybest inde godt ved, at det ikke kommer til at ske, så sidder den der frygt stadig i mig.”

Men Preben vil aldrig løbe risikoen og tage et tilbagefald igen. Det er han sikker på. Det er også derfor, han har valgt at stå frem, selvom AA’s ellevte trin siger: ‘når det gælder presse, radio og TV, bør personlig anonymitet altid bevares.’

“Årsagen til det er jo, at hvis jeg er stået frem i medierne, og man efterfølgende ser mig fuld ned ad Strøget, så vil jeg skade AA – men jeg er ikke bange for min ædruelighed.”