Anne Linnet har gennem mere end fire årtier været en del af den danske musikscene. Nu er hun albumaktuel igen. Arbejdsdisciplinen fra barndomshjemmet i Åbyhøj har været med til at skabe ’Alle mine drømme til dig’, der kredser om parforholdets mange faser.

Af Julie Mia Lerche Møller

Jeg tænker, det er, fordi De er en magisk blanding af begavelse, indsigt og menneskelighed”. Ordene er Anne Linnets, og de stammer fra den tale, som hun holdte til Dronning Margrethe, da regenten fyldte 75 år i april i år. Anne Linnet stod på scenen i Musikhuset i Aarhus i sit kongeblå jakkesæt, og på brystet hang ridderkorset, som hun modtog i 2000, da hun blev slået til Ridder af Dannebrog. Da hun blev spurgt af TV2, som afholdte fødselsdagsshowet, om hun ville optræde den aften i Musikhuset, var svaret ja. Både som kunstner, men også som menneske, har den 61-årige sangerinde og komponist, Anne Linnet, altid set op til den danske dronning.

”Hun har klaret sin arv fra sine forfædre forbilledligt. Hun har formået at føre en lang tradition videre. Samtidig har det været en tid med mange store omstillinger, både traditionsmæssigt, men også samfundsmæssigt. Jeg synes, hun har formået at forny gamle traditioner. Hun har taget historien med sig.”

Det, der var
Det er på samme måde, at Anne Linnet arbejder som musiker i dag og har gjort det igennem mere end fire årtier. ”Jeg kan også godt selv lide at tage historien med mig. Det er noget, der ligger i musikken. Vi står også på ryggen af dem, der var før os.”I talen fik hun også fortalt, at dronningen ”formår at gøre følelsesmæssige indtryk til udtryk.”. En egenskab, som Anne Linnet også selv besidder, og som, er essentiel i rollen som sangskriver og kunstner.

For tiden er Anne Linnet albumaktuel igen. Albummet ’Alle mine drømme til dig’ består af 10 sange, hvor den musikalske inspiration stammer fra 70’erne og 80’erne. ”Sammen med Marcus, min producer, snakkede vi om, hvad der var det fede ved de forskellige årtier. Der synes jeg, at 70’erne og 80’erne var gode på den måde, at der var sådan en varme i musikken, som efter min mening forsvandt i 90’erne, hvor alt blev digitalt,” forklarer Anne Linnet. Sangene handler om parforholdet anno 2015.

Et af de gennemgående temaer på pladen er det følelsesmæssige rum mellem mennesker, ofte mellem to mennesker. Det er noget, som jeg mærker i tiden. Folk har svært ved at finde en måde at leve på, hvor det samtidig fungerer med et parforhold.Anne Linnet

Karrieren begyndte sammen med eksmanden Holger Laumann i bandet Tears, der debuterede med sit første album i 1970. Derefter stiftede hun kvindebandet Shit & Chanel, hvor hittet ’Smuk og dejlig’ bl.a. stammer fra. Anne Linnet Band opstod herefter og havde stor succes med nummeret ”Det’ ikke det, du siger”. I 1980’erne dannede hun gruppen Marquis de Sade, som med fire albums bag sig og hits som ’Glor på vinduer’ og ’Venus’ markerede sig på den danske musikscene. Undervejs har der også været soloprojekter. I 1988 blev pladen ’Jeg er jo lige her’, der indeholdte sangene ”Tusind stykker” og ”Forårsdag” udsendt. Den er med mere end 500.000 solgte eksemplar, et af de bedst sælgende albums i Danmark i dag. To år tidligere, i 1986, lavede hun musikken til filmen ’Barndommens Gade’, som var baseret på forfatteren Tove Ditlevsens roman af samme navn.

På scenen i Musikhuset i april var det netop sangen ’Barndommens Gade’, som Anne Linnet optrådte med. Dronning Margrethe har tilbragt mange af sine barndoms somre på Marselisborg Slot, hun har været studerende på Aarhus Universitet, og tilknytningen til byen gjorde det oplagt, at det netop var denne sang, som publikum i salen og seerne hjemme i stuerne kunne opleve den aften, forklarer sangerinden.Derudover var der endnu en grund til, at Anne Linnet havde lyst til at spille hittet. Aarhus er på mange måder også sangerindens barndoms gade.

anne_linnet_2_aarhus_panorama

 

Et hjem med klaver
Anne Linnet blev født den 30. juli 1953 på Fødselsanstalten i Aarhus, og det var også disse bygninger i Vennelystparken, som i dag er tilknyttet Aarhus Universitet, at hun boede de første år af sit liv. Familien nåede at have flere forskellige adresser i byen. Hendes far var læge og havde turnus på flere hospitaler, hvilket betød flytninger til forskellige funktionærboliger. Men da Anne Linnet var 11 år, blev de skiftende adresser for meget for Linnet-familien, og forældrene købte et hus på Linde Alle i Åbyhøj. Det blev herfra, at en ung Anne Linnets verden gik.

Folkeskolen var Gammelgaardsskolen, og her snakkede hun musik med engelsk- og tysklæreren Karl Åge Tofte. Samtaler, som hun stadig husker i dag, og som var med til at gøre interessen for musik endnu større. I barndomshjemmet blev der spillet klaver. Det stod moderen, der var tandlæge for, og også Anne Linnets mormor spillede instrumentet. Forældrene fandt en klaver-lærerinde, men det blev ikke hende, der lærte Anne Linnet at spille.

”Det var en polsk dame i sort tøj, som rappede mig over fingrene, hvis jeg ikke spilledeordentligt, så det gad jeg ikke. Jeg sagde til min far og mor, at det kunne de godt glemme”, forklarer Anne Linnet smilende. Klaveret fandt hun derfor selv ind til. Når hun kom hjem fra skole, var det ofte til et hus fyldt med fuglestemmer. De kom fra plader, som moderen satte på, så der lød pip og kvidren, når Anne Linnet trådte ind i entreen. Klaveret blev hurtigt suppleret med guitar, og på ungdomsværelset var det seksstrengede instrument en fast del af hendes liv. Skoletimerne på Aarhus Statsgymnasium måtte ind i mellem vige til fordel for de autodidakte guitarlektioner. Sammen med gymnasieveninden Kitty blev de enige om at pjække, og sange af det amerikanske 60’er-ikon Joni Mitchell-sange erstattede de tyske gloser.

”Vi tog enten hjem til Kitty eller mig, og så øvede vi os på fuld skrue på vores guitarer, og vi fik jobs ude til forskellige byfester. Vi stod bl.a. på en blokvogn til en byfest i Ry. Nogle af sangene var vores egne, og andre havde vi planket fra bl.a. Joni Mitchell,” fortæller sangerinden.

Mor til syv
Det var også i barndomshjemmet, at Anne Linnet oplevede den arbejdsdisciplin, som har præget hele hendes voksne liv. Både i forhold til musikken, men også når det handler om den måde, som hun lever sammen med sin kæreste Tessa Franck i dag.  Anne Linnets far arbejdede meget. Ind i mellem for meget. Men hun oplevede det ikke som et problem. Tværtimod.

Jeg havde aldrig kunnet skrive så mange sange, så megen musik, så mange tekster, hvis det ikke var, fordi jeg havde set min far arbejde så meget, som han gjorde.Anne Linnet

”Han var meget flittig, men det var på en rar måde, fordi han elskede sit arbejde. Min mor var også utrolig optaget af sit arbejde som tandlæge,” forklarer hun og fortsætter: “Jeg havde aldrig kunnet skrive så mange sange, så megen musik, så mange tekster, hvis det ikke var, fordi jeg havde set min far arbejde så meget, som han gjorde.”

Forældrenes lyst til at arbejde og gøre en forskel var også årsagen til, at Anne Linnet, udover sine tre biologiske brødre, fik en tibetansk bror. Tensin.

Kinas invasion af Tibet betød, at den dengang 11-årige dreng flygtede hen over Himalaya-bjergene.  Han kom til en lejr i Indien, som bl.a. sendte flygtninge til Danmark, hvor de lærte at blive tømrere og snedkere. Anne Linnets forældre deltog i hjælpearbejdet, som betød, at Tensin boede hos familien i Åbyhøj. Han videreuddannede sig til sygeplejer, og i dag bor han i Solbjerg med sin kone og har to børn. ”Er det ikke vildt?” afslutter en smilende Anne Linnet historien.

I teorien kunne Anne Linnet starte et band, hvis man kigger på antallet af børn, som hun selv har opfostret. Hun er mor til syv: Evamaria og  Marcus, der er fra sangerindens første ægteskab med Holger Laumann. Alexander, hvis far er Mads Buhl Nielsen, som var donor for Anne Linnet, Maria og Peter, et søskendepar fra Rumænien, som Anne Linnet adopterede i 2001, og Isolde og Nemo, der er fra ægteskabet med Tessa Franck, som varede fra 2010 til 2013. Opvæksten på Linde Allé har haft en effekt på hendes egen måde at skabe en familie på.  ”Det med, at man er mange i huset, tager ansvar for andre og gerne vil gøre livet bedre for nogle, det har jeg taget med fra min far og mor,” forklarer Anne Linnet.

Anne-Linnet_aarhus_panorama

Alene i Paris
I forbindelse med det seneste album valgte Anne Linnet at tage en måned til Paris. Her havde hun lejet en lejlighed med klaver af Udenrigsministeriet. Langt væk fra de daglige gøremål havde hun tid til at fordybe sig.  Alene. I Paris var der en ro, som var nødvendig, og som resulterede i, at Anne Linnet brugte hele dage på at lave musik. Hun stod tidligt op og skrev fra morgenstunden. Når der i løbet af dagene ikke var mere energi til at skabe musik, holdt hun fri. Sådan fortsatte hun en måned.

Hjemme i København bor Anne Linnet også alene. Men med to små børn, som bor lige rundt om hjørnet, og som ofte er hos hende, kan hverdagen, ligesom for mange andre med børn, være svær at forene med arbejdslivet. ”Der kom rigtig meget ud af turen til Paris. Mest fordi jeg kunne fokusere. Jeg havde ikke ansvaret for andre. Jeg havde ikke ansvar for hverken børnene eller for parforhold. Jeg skulle ikke passe en telefon. Det var bare mig og et klaver.”

De to børn Isolde og Nemo er fra ægteskabet med Tessa Franck. Et forhold som ikke længere bærer etiketten ægteskab, men som i høj grad stadigvæk er i live. De to har fundet en måde at få deres forhold til at fungere på, og den måde indebærer, at de ikke bor sammen, men stadig er kærester.

”Jeg har lange skriveperioder, hvor jeg har brug for at være alene. Tessa læser og studerer, så hun har også perioder, hvor hun har brug for at være noget mere alene, så det er faktisk en rigtig god måde at få det hele til at fungere på”, forklarer hun og understreger, at børnene ikke mærker afsavn.

”Børnene har det rigtig godt med det. Eftersom vi har to børn, så kan den ene jo nogle gange have det ene barn, og den anden have det andet barn. Så får begge børn den der udelte opmærksomhed, som søskende tit kan savne lidt.”

Parforholdets faser
Parforholdet er et gennemgående tema på det nye album ’Alle mine drømme til dig’. Ifølge Anne Linnet er drømme essensen af et parforhold. Drømme, der går i opfyldelse, drømme, der går fuldstændig i stykker. Netop titlen refererer til det, som de fleste mennesker ønsker, når de er et i parforhold.

Man vil gerne give alt det bedste, man har, og det er ens drømme. Man vil så gerne give den anden sine drømme, og den anden vil sikkert også gerne give sine drømme. Men det er jo ikke altid, at de stemmer overens. Så mange af sangene handler om, når drømmene går i stykker, og man prøver at reparere.Anne Linnet

I en tid, hvor statistikkerne fortæller os, at næsten hvert andet ægteskab går i stykker, rammer de opløste drømme direkte ned i en aktuel problemstilling.

Mærker efter
Anne Linnet albumdebuterede i 1976 med kvindebandet Shit & Chanel. Gruppen beviste, at det godt kunne lade sige gøre at lave et band bestående af kvinder, der både sang og spillede selv, og samtidig kunne leve af det.  I en tid, hvor den fri abort blev indført, og rødstrømperne havde sin storhedstid, virkede gruppen samfundspolitisk, men det var egentlig ikke bevidst, forklarer Anne Linnet. Sangene var ikke politiske, men blev opfattet sådan i kraft af, det var et kvindeband, der stod bag.

I dag er det heller ikke en stræben efter at følge med tiden, der resulterer i et album, der beskriver parforholdets faser.  ”Det er faktisk ikke noget, jeg tænker over. Jeg mærker bare efter. Jeg mærker efter, hvad andre mennesker er i, og der har jeg jo kunne mærke, at der er rigtig mange, der har problemer i deres parforhold.”

I sit eget parforhold har hun også skulle finde ud af, hvordan drømmene kom til at passe sammen. Svaret blev at dele hverdagen op og flytte hver for sig. Anne Linnet vil ikke lege psykolog og fortælle andre mennesker, hvad der er det rigtige at gøre i deres forhold.  Men hun kalder det er vigtigt, at man finder løsninger og andre måder at dele drømmene på, hvis de traditionelle måder at være i et parforhold ikke passer en.

”Det er jo ikke bare mig, der har skullet finde ud af det her følelsesmæssige rum mellem to mennesker. Jeg tror, der er rigtig mange mennesker, der skal finde en anden måde at leve på. Med alle de krav, man føler, man skal opfylde i dag, så er det nærmest umuligt at have et trygt og varmt parforhold samtidig”, forklarer hun og fortsætter:

”Derfor tror jeg, at mange skal finde andre måder at give hinanden deres drømme på. F.eks. ved at splitte forholdet op og så sige, ’vi deler det og det, men så er der det og det, som vi ikke deler’. Bare så længe man er enige om, hvad det er for nogle ting, man vil leve sammen om.”

Tilbage til Aarhus
Når Anne Linnet igen står på scenen i Musikhuset i Aarhus i efteråret, er en kongelig begivenhed ikke årsagen. Det er derimod en efterårsturne, hvor sangene fra det seneste

album skal præsenteres for publikum, der bringer hende og det otte mand store band rundt i Danmark. Og også til hendes egen fødeby, aarhus. Udover nye sange er det også en turne, hvor fans får lov til at synge med på klassikere som ’Smuk og dejlig’ og ’Forårsdag’, for hun kan mærke, at der stadigvæk er en glæde til stede, når hun spiller sange, som publikum kender.  Da Anne Linnet var i Paris, skrev hun også på en række salmer. Kirker har været og skal også i fremtiden være spillested for koncerter med hende. Der opstår en intimitet i kirken, som umiddelbart ikke hænger sammen med et band bestående af otte musikere udover hende selv. Alligevel er meningen med efterårsturneen, at folk skal føle sig  inviteret indenfor.

”Jeg vil også sige, at koncerterne i efteråret er en slags intimkoncerter. Vi har mikset pladen, så bas og trommer ikke tager for meget plads. Mange af koncerterne er sidned-koncerter, og jeg vil også snakke lidt ind i mellem sangene. Det er intimkoncerter, men med lidt mere gang i. Det bliver de akustiske guitarister, der er i front.”

Hvis Anne Linnet skulle være i tvivl om, hvorvidt hendes musik og hendes eget væsen har ramt forskellige mennesker i alle aldersgrupper i løbet af de sidste 40 år, blev tvivlen fejet væk den junidag på Christianshavn, hvor interviewet forud for denne artikel fandt sted.

Da interviewet var slut, og vi forlod cafeen og gik hen mod fotografen, som havde fundet et passende sted at tage billeder til artiklen, passerede vi en børnehave på udflugt. Forrest gik en ung pædagog, som i farten fik fortalt Anne Linnet, at hun lyttede til hendes musik hver dag. Med et smil og et ’tak’ fra hovedpersonen selv, trissede vi videre forbi slangen af børn. Et halv minut senere stoppede en ældre mand med rollator op, og han begyndte at sludre med Anne Linnet om, at hendes bopæl på Holmen var blevet flot. Hun takkede og kvitterede med endnu et smil og et ’ha’ en god dag’.

Anne Linnet forlod Aarhus i 1985 og flyttede til København. Men fødebyen har stadig en plads hos hende ”Jeg føler mig godt tilpas, når jeg er i Aarhus. Det er helt klart stadigvæk en connection, og det betyder meget for mig, at det bliver en fed koncert i Musikhuset,” afslutter sangerinden.  En koncert, der vil fokusere på kærligheden og ikke mindst drømmene mellem mennesker.